ROMERSK RELIGION

Roms religi�se oprindelse

Roms religi�se verden er blevet til ved sammens�tning af mange forskellige religi�se p�virkninger, enten fra de folkeslag som har grundlagt Rom, deres nabofolk eller fra de omr�der som Rom har erobret igennem tiderne. Selv om nogle religi�se elementer blev bevaret under hele Roms best�en, var Roms religion i historisk perspektiv under konstant udvikling.

De folk, som regnes for Roms grundl�ggere er f�rst og fremmest Latinerne og delvis ogs� Sabinerne. De var begge bosat i bjergene ved floden Tiber i n�rheden af det fremtidige Rom og h�rte til de italiske stammer af indoeurop�isk afstamning, som indvandrede til det Italiske halv� engang omkring �r 1000 f.Kr. Deres s�kaldte primitiv religion indeholdt mange indoeurop�iske tr�k, som tilbedelsen af forskellige naturkr�fter og formildning af disse ved hj�lp af forskellige ritualer og ofringer. Deres religion blev ud�vet p� bjergtoppe i hellige lunde (navnlig eg- og b�gelund). For eksempel blev deres �verste guddom Jupiter (Diovis-Pater) svarende til den gamle indoeurop�isk guddom for lys og himmel, af Latinerne tilbedt p� Mont Albanus ved deres hovedby Alba Longa i Latium. Jupiter blev senere ogs� til Roms �verste gud.

Udover italiske stammer, har ogs� Etruskerne v�ret med til at forme Roms opbygning, dens kultur og religion. Etruskerne var bosat nord for Rom p� frugtbare sletter ved Vestkysten i det nuv�rende Toscana. De er ikke af indoeurop�isk eller andet kendt afstamning, men regnes for at v�re et oprindeligt folk i Italien (dog muligvis med gr�sk isl�t). I Roms tidligste tider var Etruskerne h�jere udviklede kulturelt, teknisk og politisk og kunne dermed bidrage til Roms opbygning p� forskellige omr�der. Flere af Roms konger var af etruskisk afstamning. Deres religion var under st�rk indflydelse af gr�sk religion, s� det kan v�re vanskeligt at skelne mellem oprindelige etruskiske guddomme og gr�sk p�virkede. De f�rste gudetempler i Rom med statuer af guder var bygget af etruskerne og efter etruskisk forbillede. De romerske gudinder Juno og Minerva menes at stamme fra de etruskiske gudinder Uni og Menerva.

Den st�rste fremmede indflydelseskilde p� Romersk religion m� siges at v�rre Gr�kenland. Enten igennem Etruskerne eller ved direkte kontakt med gr�kerne, navnlig fra de gr�ske bos�ttelser i det sydlige Italien og Sicilien, har den h�jt udviklede gr�ske bycivilisation og dermed byreligion v�ret en enorm inspirationskilde for Rom. Efter gr�sk forbillede blev Roms guddomme personificeret og sammenlignet med de gr�ske guder og der blev knyttet myter til dem inspireret af de gr�ske myter. Mange af Roms guder blev importeret fra Gr�kenland, navnlig efter anvisning fra de Sibyllinske orakelb�ger, som ligeledes var af gr�sk afstamning. Romerne har utvivlsomt set meget op til Gr�kerne, og dette var sandsynligvis �rsag til dannelsen af myten om romernes afstamning fra Troja igennem Aeneas, s�nnen af Anchises og Aphrodite. I hellenistisk tid har ogs� s�kaldte mysteriereligioner, som h�rer under individualreligionerne bredt sig fra Gr�kenland til Rom som f. eks. Kybele og Dionysos kulten.

Under Romerrigets ekspansion i kejsertiden, fik ogs� andre fremmede mysteriereligioner en stor udbredelse i Rom, navnlig dem som blev dyrket i Roms fjerne �stlige provinser. Af disse kan n�vnes f.eks. Mithras med oprindelse i Persien, Isis dyrkelsen fra Egypten, og ikke mindst Kristendommen fra Jud�a, som fik fodf�ste i Rom og blev Romerrigets nye religion fra 4.�rh e.Kr.

Kildemateriale til romersk religion

Selv om den st�rste del af kildematerialet til romersk religion er g�et tabt igennem tiderne, blev der dog alligevel bevaret en s� stor del, at vi i dag har gode muligheder for at danne os et nuanceret billede af romersk religion.

Udover ark�ologiske udgravninger af gamle templer er navnlig votivindskrifter fundet i stor tal. I disse takkede romere guderne for deres bistand. En anden ark�ologisk kilde til romersk religion og navnlig til religi�se fester er den romerske stenkalender. Der er bevaret mange rester af de forskellige udgaver af kalenderen, som fandtes i Rom og Romerriget igennem tiderne.

Udpr�get religi�s litteratur findes kun sparsomt og kun fra senere tider. I det hele taget begyndte romerne f�rst at skrive i hellenistisk tid, efter kontakten med Gr�kenland. Der findes dog en forholdsvis god beskrivelse af det religi�se liv ogs� i andre v�rker. Et af de �ldste v�rker skrevet af en romersk forfatter Cato (den �ldre), er De Re Rustica fra 2.�rh.f.Kr., som handler om landbrug men som ogs� omhandler de religi�se begivenheder. Et andet meget v�rdifuldt v�rk fra republikansk tid er De Lingua Latina skrevet af M.T .Varro fra 1.�rh.f.Kr., men det meste er desv�rre g�et tabt. Varros efterf�lger, Verrius Flaccus har dog forsat i samme spor og skrev leksikon og ordbog, De Sinificatu Verborum, som med tiden ligeledes er g�et tabt. Der findes dog rester af en forkortet udgave af den, skrevet af S.P.Festus i 2.�rh.e.Kr. Senere, under Karl den Store har Paulus Diaconus skrevet endnu en forkortet udgave af den, og den findes i sin helhed.

Romerske historikere som f.eks. Herodot, Livius og Tacitus har ogs� bidraget til billedet af romersk religion, selv om man i den tid ikke rigtigt kendte til objektivitets krav. Den vigtigste af dem er nok T. Livius, hvis v�rker som Ab Urbe Condita (Om Roms udvikling) er forholdsvis sl�ret af hans eget syn p� religion.

Man f�r et mere �gte indtryk af romersk religi�sitet i v�rkerne af de romerske digtere, selv om de var under stor indflydelse af gr�ske digtere og de gr�ske myter. Fra republikkens seneste tid (1.�rh.f.Kr.) er digterne Lucrec og Catul nok de vigtigste. Under kejser Augustus var der en stor opblomstring af religi�s digtning, som f.eks. Ovids v�rk Fasti (Kalenderen) eller digtene skrevet af Virgil og Horats vidner om. Af romersk prosa er Ciceros v�rker, som De Divinatione (Om sp�domskunst) ogs� en vigtig religionskilde.

Udover de romerske forfattere, har ogs� de gr�ske besk�ftiget sig med romersk religion. Meget betydningsfulde er historikeren Polyb, som har arbejdet for Scipio Africanus under 3.puniske krig, og Plutarch som har skrevet biografier om historiske skikkelser i Rom som f.eks. Numa Pompilius og filosofiske v�rker om livet i Rom som f. eks. Questiones Romane.

Romersk kalender

Som n�vnt tidligere, er den romerske kalender, kaldet Fasti en af de vigtigste kilder til romersk religion. Kalenderens funktion udover opdeling af �ret i m�neder, uger og dage var f�rst og fremmest markering af religi�se fester og helligdage knyttet til �rets gang i naturen, landbruget og milit�ret, til Roms guder eller til historiske begivenheder.

Romerne mener, at den �ldste kalender er lige s� gammel som Rom selv, hvis ikke �ldre og var baseret p� et �r med kun 10 m�neder med starten i marts. If�lge Livius stammer den f�rste festkalender med 12 m�neder fra kong Numas tid, d.v.s n�sten fra grundl�ggelsen af Rom. �ret startede ogs� i marts og der blev tilf�jet januar og februar. Den var baseret p� et lunar �r p� 355 dage, hvor m�nederne marts, maj, juli og oktober havde 31 dage, mens de resterende m�neder havde 29 dage, udover februar som havde 28 dage.

Senere i republikansk tid (2.�rh.f.Kr.) blev nyt�rsdag af praktiske grunde flyttet til 1. januar. For at kalenderen kunne nogenlunde f�lge med et solar �r p� 365 dage, blev der hver 4.�r indsat en ekstra m�ned p� 27 dage efter februar. Der er bevaret en v�gkalender af denne type fundet i Antium.

Denne kalender var dog stadigv�k upr�cis og havde igennem tiderne sv�rt at f�lge med det astronomiske sol�r. Derfor blev den igen revideret under Julius C�sar, s� fra �r 45 f.Kr. blev den Romersk kalender (kaldet Juliansk) svarende til den som vi bruger i dag, n�r det drejer sig om �rets opdeling i m�neder og dage. De fleste bevarede stenkalendere er af denne type, fordi under kejser Augustus og Tiberius (1.�rh.e.Kr). blev kalenderen sat op i hele Romerriget. De bedst kendte festkalendere fra denne tid er Fasti Maffeiani og Fasti Pr�nestini.

Udover �rets opdeling i m�neder, var kalenderen ogs� opdelt i en slags uger p� 8 dage kaldet Nundinae. Dagene i hver uge var m�rket med bogstaver fra A til H for markedsdage, s�dan at markedsdagen hele �ret rundt faldt p� den bogstavdag, som nyt�ret faldt p�. Dagene var yderligere m�rket med bogstaver N for Nefasti, hvis de var helligdage, eller med bogstaver F for Fasti og med C for Comitialis, hvis det drejede sig om arbejdsdage. Nefasti dage, som man ogs� kaldte religiosi var fra gammel tid en slags tabu belagte dage og derfor uegnede for verdslig arbejde.

Udover disse m�rkede dage var dagene som var knyttet til m�nens faser ogs� m�rket i kalenderen. De stammer fra kalenderens tidligste tider, da kalenderen var baseret p� lunar �r. Hver f�rste dag i m�neden, kaldt Kalendae, som i gamle dage faldt p� en nym�ne, var helliget til gudinden Juno. Dagen som faldt p� fuldm�ne var helliget Jupiter og blev kaldt Idus eller Eidus. Den blev senere fikseret til 13. dag i m�nederne med 29 (senere 30) dage og til 15. dag i m�neder med 31 dage. Imellem Kalends og Ides var der Nones, som faldt p� henholdsvis 5. eller 7. dag afh�ngigt af m�nedens l�ngde, og var beregnet til at proklamere m�nedens religi�se fester. N�sten ingen fester i m�neden startede f�r Nones og kun f� f�r Idus. Festerne var ogs� markeret i kalenderen og i nyere udgaver af den blev der tilf�jet nye fester og lege. De fester som blev tilf�jet, blev m�rket med mindre bogstaver end de gamle.

�rets religi�se fester

Som beskrevet ovenfor, var �rets religi�se fester m�rket i stenkalenderen. I kalenderen Fasti Pr�nestini var der yderligere tilf�jet kommentarer til festerne og legene (Ludi) af den tidligere n�vnte forfatter Verrius Flaccus. En meget omfangsrig beskrivelse af festerne findes i Ovids v�rk Fasti, men desv�rre kun fra de f�rste 6 m�neder i �ret. Der findes dog beskrivelser af festerne ogs� hos andre romerske og gr�ske forfattere, s� man kan stykke sammen en forholdsvis god viden om dem.

I den �ldste romerske kalender fra kongen Numas tid er de fleste religi�se fester knyttet til landbruget. Samfundet p� det tidspunkt bestod mest af agerdyrkere og hyrder. Deres eksistens var afh�ngig af markernes og husdyrenes frugtbarhed og kom i fare ved sygdommes h�rgen, eller naturkr�fters indgriben. Romerne troede p�, at guddomme var aktive i alle disse processer og til denne guddommelig kraft som de kaldte numen henvendte de sig med b�nner og ofringer. Festkalenderens funktion var, at tilgodese alle guddomme (som senere blev til personificerede guder) og at de blev tilbedt p� de rette tidspunkter af �ret og med de rigtige ritualer. Af de vigtigste fester knyttet til landbruget kan n�vnes f�lgende:

I januar m�ned, som er opkaldt efter Janus, gud for indgang og udgang, blev afslutningen af �rets pl�jning og s�ning markeret med Compitalia festen. Det var en af de fester (kaldet conceptivae), som var ikke knyttet til et bestemt dato, men blev fastlagt for hvert �r. Der, hvor 4 ejendomme m�dtes kaldte man compitum og her placerede man 4 sm� altre, en til hver ejendom. Hver bonde kunne ofre her til Larerne, skyts�nderne for hus og marker, for at genopfriske livskraften p� ejendomen b�de for jorden, dyrene og menneskene, f�r det nye landbrugs�r skulle begynde.

En af de �ldste fester er Lupercalia som blev fejret den 15. februar. Det var en hyrdefest og blev holdt p� det tidspunkt, hvor kv�get skulle sendes p� gr�s. Denne dag har Luperci, som var unge m�nd fra gamle romerske sl�gter, ofret geder til guderne og l�b omkring Palatine h�jen kun kl�dt i gedeskind formentlig for at holde ulvene borte. Februar m�ned, hvis navn er udledt af februa, som betyder renselse, var ellers for det meste viet til �ren af afd�de sl�gtninge.

Marts var oprindeligt den f�rste m�ned i �ret, nok fordi at p� dette tidspunkt begyndte naturen at v�gne. Denne m�ned var helliget guden Mars, som oprindeligt var knyttet til landbruget (som gud for v�kst, eller simpelthen livskraft), men senere blev identificeret som krigsgud. �rets nye milit�re aktiviteter startede ogs� i marts.

I april m�ned, hvor der kom rigtig gang i naturen, var der mange fester knyttet til landbruget. April var helliget Venus, men man mener at denne m�neds navn stammer fra det latinske ord aperire ( at �bne sig), fordi jorden �bnede sig. Den 15. April blev der fejret Fordicidia. For at for�ge jordens frugtbarhed, ofrede man dr�gtige k�er (fordae) til Jorden (Tellus) i alle 30 curriae, i hvilke det romerske samfund var opdelt i gamle dage. Den n�ste fest Cerialia, som blev holdt den 19. April var af samme karakter, som den foreg�ende. Den var helliget Ceres, gudinden for kornets v�kst, men ellers ved man ikke ret meget om den.

Parilia festen, som blev holdt den 21. April er bedre dokumenteret, selv om man er uenig om oprindelsen af festens navn. De fleste romerske forfattere mener at Parilia er afledt af gudinden Pales navn, en gammel hyrde gudinde, som man har bedt og ofret til ved denne fest. Mens nogle nutids forskere mener at navnet kan v�re afledt af ordet pario, som betyder f�der, avler, som i dette tilf�lde kan dreje sig om f�ref�dsler. Det var oprindeligt en hyrde fest, beregnet for renselsen af f�refoldene, beskyttelsen af f�r og mennesker og for f�renes frugtbarhed. Efter renselsen af foldene med vand og svovl, blev der t�ndt b�l af b�nnestr�, oliventr� og laurb�r, hvor man dryssede blandingen af asken fra uf�dte kalve fra Fordicidia festen og hesteblod fra oktoberfesten Equus october, for at menneskene og dyrene kunne blive renset, n�r de sprang over b�lene. Denne dag blev ogs� fejret som Roms f�dselsdag (Roma condita). I f�lge myten blev Rom grundlagt i �r 753 f.Kr. af Romulus.

De sidste fester i april var ligeledes landbrugs fester. Det drejer sig om Vinalia den 23. april, hvor man indviede �rets f�rste vin til Jupiter. Robigalia den 25. april blev holdt for at afv�rge rustsygdom i kornet (robigo). Man ofrede r�de indvolde af en hund og f�r til guddom Robigus som kunne for�rsage men ogs� afv�rge robigo. Floralia eller Ludi Florae den 28. April, som f�rst senere blev tilf�jet til kalenderen, var tilegnet gudinden Flora for blomster og vegetation.

Der var endnu en fest om for�ret som var tilknyttet landbruget. Det var Ambarvalia,, som ikke var fikseret til et bestemt dato, men blev fastsat for hvert gang. For det meste blev den holdt i maj, hvor afgr�derne begyndte at modnes. M�nedsnavnet Maj, menes ogs� at stamme fra det latinske ord maior som betyder st�rre (om afgr�dernes v�kst). Man foretog en lustratio af sine marker, som betyder omkredsning, fordi man f�rte offerdyrene en gris, en lam og en kalv (suovetaurilia) rundt om marken f�r de blev ofret til Mars eller Ceres. P� den m�de blev afgr�derne beskyttet af guderne. Man kunne ogs� foretage en lustratio af et omr�de f�r opf�relsen af en ny by, ved at pl�je en fure rund om omr�det, for at beskytte byen.

I juni m�ned, som var opkaldt efter gudinden Juno, var den vigtigste fest Vestalia som strakte sig over flere dage, med hovedfest den 9. juni. Vestas tempel l� i hjertet af Rom og var ogs� en slags Roms hjerte. Her var placeret hele Roms Arne med den evige ild, som stammede fra gammel primitiv religion, hvor familiens arne kaldet Vesta var et helligt sted. I forbindelsen med Arnen var der ogs� en slags lagerrum (penus), hvor man opbevarede forskelige hellige relikvier, som havde stor betydning for Roms religion. B�de den hellige ild og penus var bevogtet af Vestalinderne, kvinder som har viet deres liv til disse guddomme og ikke m�tte stifte familie. Under Vestalien, blev lagerrummet og alle relikvier gjort ren. Man mener, at denne tradition stammer fra dengang man gjorde rent i forr�dskamrene f�r h�sten skulle begynde.

Juli m�ned, som har f�et navn efter Julius C�sar, var en ret stille m�ned, n�r det drejer sig om fester, undtagen Neptunalia som blev holdt den 23. Juli. Festens oprindelse er ret uklar, men havde noget med vand at g�re, fordi guden Neptun var gud for vand, navnlig hellige kilder.

I august, opkaldt efter kejser Augustus var der forholdsvis mange fester.19. August blev der holdt endnu en Vinalia fest, som hed rustica, for indvielsen af vinh�sten. De n�ste tre fester i august, Consualia, Volcanalia og Opiconsivia drejede sig om beskyttelsen af kornet i forr�dskammeret.

M�nedernes navne fra september til december er udledt fra m�neds nummer i �rets, d.v.s. 7. til 10. m�ned, som stammer fra dengang da det nye �r startede i marts. September og november var arbejdsm�neder, hvor det var n�sten ingen helligdage.

Festerne i oktober var tilsvarende marts for det meste tilegnede Mars, med det forskel, at her blev afslutningen af �rets milit�re aktiviteter markeret og i gamle dage sandsynligvis afslutningen af h�sten. Den st�rste fest var Oktober hesten (October equus) den 14.oktober, som startede med hestev�ddel�b p� Campus Martius (Mars marker udenfor Rom). Efter l�bet blev den h�jre hest af det hestespand som vandt ofret til Mars. Halen blev sk�ret af og transporteret til Regia i centrum af Rom, hvor blodet fra den dryppede p� Roms arne.Vestalinderene har gemt blodet, som blev brugt til sakrale form�l under april festen Parilia, som n�vnt tidligere. Man er ikke klar over hvorfor dette ritual blev foretaget, men muligvis for at forbinde det gamle landbrug og milit�r�r med det nye.

I december var der nogle fester tilsvarende august, som Consualia den 15.december og Opalia den 19.december for beskyttelsen af kornet i forr�dskammeret. Men den vigtigste fest var dog Saturnalia som begyndte den 17.december og strakte sig over flere dage. Den var tilegnet guden Saturnus og var en slags Julefest, hvor herrer og slaver byttede roller og folk gav hinanden gaver.

Udover de ovenn�vnte fester blev der i l�bet af �ret holdt ogs� adskillige andre fester og lege i Rom. Af disse var de fleste knyttet til de personificerede guder og blev tilf�jet i kalenderen hen ad vejen. De blev holdt for det meste p� den dag, hvor templet for den p�g�ldende gud blev indviet.

Roms Guder og dyrkelsen af dem

Det f�rste gudstempel i Rom blev indviet den 13. September 509 f.Kr p� Capitolium h�jen til den �verste romerske gud Jupiter med tilnavnet Optimus Maximus. Det blev bygget p� et hellig (religiosus) sted, hvor Jupiter tidligere var tilbedt i den frie natur. Om dette vidner bl.a. forskellige tabuforskrifter for Jupiter pr�sten flamen Dialis, som f.eks. at han altid skulle have en hue (apex) p� hovedet og f�derne p� hans seng skulle v�re besmurt med jord, nok fordi han tidligere har opholdt sig i det frie og sovet p� jorden. Han var ogs� erkl�ret religiosus, d.v.s. fyldt med kraft og m�tte ikke have kontakt med milit�ret, d�de mennesker og heller ikke ret meget med de levende. Hver m�ned p� Idus har han ofret et hvidt f�r til Jupiter p� Capitolium. Med dette tempel, som er blevet symbolet p� selve Roms eksistens, blev en ny form for gudsdyrkelsen indf�rt i Rom. De gamle romerske guddomme blev personificeret efter gr�sk forbillede og nye guder blev importeret navlig fra Etrurien og Gr�kenland. Templet p� Capitolium var bygget af etruskerne og efter etruskisk / gr�sk forbillede. Udover statuen af Jupiter var der i templet ogs� statuer af Juno og Minerva, gudinder for henholdsvis kvindelighed og klogskab, en p� hver side af Jupiter og i en separate celler. I den efterf�lgende tid blev der bygget utallige gudstempler i og udenfor Rom.

Til templerne knyttedes b�de det religi�se og politiske liv. Fra Roms �ldste tider kender man udover flamen Dialis ogs� andre pr�ster knyttet til en bestemt guddom som f. eks. flamen Martialis for Mars og flamen Quirinalis for Quirinus, guden som man identificerede med Romulus, Roms grundl�gger. Statens religi�se overhoved i kongetiden var rex (konge), som i republikkens tid blev erstattet af rex sacrorum. Hans funktion blev efterh�nden erstattet af pontifex maximus, den �verste pr�st i pontifikalkollegiet best�ende af 16 m�nd. Kollegiets hovedopgave var at s�rge for, at pax deorum, det harmoniske forhold mellem guder og mennesker blev overholdt i det romerske samfund og dette kunne kun ske hvis alle religi�se traditioner blev overholdt og alle ceremonier blev udf�rt efter forskrifter (ius divinum).

K�rnen i romersk religion var overbevisning om, at alle ting i verden hang sammen. Derfor kunne man tage varsler om samfundets tilstand og fremtid i forskellige ting som f.eks. i fugleflugten, vejret eller i offerdyrenes indvolde. S�dan sp�domskunst kaldte man divinatio, og pr�sterne som var ansvarlige for tolkning af varslerne var enten augurer, som var medlemmer af 16 mands kollegiet og tog sig navnlig af fuglevarsler, eller haruspices, som var private varseltydere, mest af etruskisk afstamning. Deres speciale var tydning af offerdyrenes lever. Udover disse pr�ster var der ogs� 15 m�nd der stod for offerceremonierne (sacris faciendis) og 10 epulones der s�rgede for festm�ltiderne for guderne.

De fleste pr�ster, undtagen rex sacrorum og flamen Dialis, har samtidig ogs� v�ret prominente personer i det politiske liv. F.eks. Julius C�sar var samtidigt b�de pontifex maximus og augur. Det politiske liv udspillede sig ogs� omkring gudstemplerne. F.eks. ved templet p� Capitolium tiltr�dte de nye konsuler deres embede, og de ofrede og aflagde votum (l�fte) til guderne her. Efter en sejrrig krig, gik ogs� triumftoget hertil og feltherren nedlagte krigsbyttet foran Jupiter statuen.

Individualreligionernes indtog

I republikkens sidste tid kom der forskellige fremmede religi�se retninger til Rom. De fleste henvendte sig til det enkelte menneske og dets frelse og kunne derfor dyrkes sidel�bende med den officielle statslige religion. Disse individualreligioner, som man kaldte mysterier, blev kun dyrket indenfor en indviet kreds og man skulle igennem forskellige optagelsesritualer. Da det var forbudt at r�be mysterietsm�l, har vi i dag kun sparsom kendskab til dem. Man kender dog nok mest til Bacchus kulten, som kom fra Gr�kenland, hvor den blev kaldt Dionysos kulten. Denne kult blev meget udbredt b�de i Rom og hele riget, men fordi festerne, som man kaldte Bacchanalia udviklede sig til rene orgier med tilst�dende kriminalitet, blev de i �ret 186 f.Kr. forbudt af senatet.

En anden fremmed kult som fik stor udbredelse i Rom var Cybele kulten. Man kendte til Cybele i Rom siden den 2. Puniske krig (2.�rh. f.Kr.), da en hellig sten, som symboliserede Cybele (Gudernes moder og herskerinden over naturen ) blev efter anvisningen af de Sibyllinske B�ger hentet fra Phrygien i Lilleasien for at afv�rge kartagernes bes�ttelse af Rom. Cybele ogs� kaldt for Magna Mater blev officielt tilbedt i Rom under aprilfesten Megalesia. Denne fest, hvor der bl. andet blev opf�rt teaterforestillinger, var helt tilpasset til den romerske kultur. Mens selve Cybele kulten blev dyrket p� en helt anderledes fremmedartet m�de, med voldsom dans, sang, trommen, hvor Cybele-pr�ster fra Phrygien (kaldet Galli) har p�f�rt sig s�r og kastreret sig selv. Denne form for kultdyrkelse var set med stor bet�nkelighed p� af senatet, ligesom p� andre fremmedartede religi�se kulter og de blev begr�nset s� meget som muligt.

Kristendommen fik dog det bedste fodf�ste i Rom og blev dens nye statsreligion fra �r 392 e.Kr., da kejser Theodosius befalede, at alle gamle gudstempler skulle lukkes, og det blev forbudt at bringe hedenske ofre for fremtiden.